Jagtberetning - Bukkepræmiere 2019

16. Maj 2019

Vækkeuret ringede klokken 04:00. Et tidspunkt der normalt ville få mig til at trykke snooze, og så ellers rulle om på ryggen igen, men denne dag gik det anderledes nemt med at komme op. Kalenderen sagde endelig 16.Maj, så jeg sprang ud af sengen uden så meget som at overveje at blive under dynen.

Min bror og jeg havde begge overnattet hos vores far, så det var tre meget forventningsfulde jægere, der listede rundt i mørket for at komme i tøjet og finde det nødvendige udstyr frem. Det eneste der kunne skære sig igennem denne helt specielle stemning var kaffemaskinens summen og det lange biiiip, der indikerede, at brødristeren var færdig, og at der nu var morgenmad.  

Modsat mange jægere, som nok ville skynde sig så meget som muligt for at komme afsted, så sad vi stille omkring bordet og nød vores morgenkaffe imens vi, dirrende af spænding, gik igennem de sidste detaljer: Hvem skulle sidde hvor, hvordan var vinden og hvilke bukke skulle vi gå efter?

Klokken var halv 5 da vi brød op, ønskede knæk og bræk, og hver især kørte mod vores aftalte revir.

Første jagt med bue og pil

For mit eget vedkommende var dagen ekstra speciel i år, da jeg kort forinden havde bestået bueprøven. Jeg valgte derfor at lade riflen stå i skabet, og ankom til reviret, kun bevæbnet med bue og pil. 

Jeg havde forinden jagten ikke brugt særlig meget tid på reviret, en øvelse jeg ellers elskede da jeg boede hjemme tæt på det hele. Dette medførte, at min planlægning var helt skæv i forhold til, at jeg nu var buejæger. Det viste sig nemlig, at mange af de gamle veksler jeg kendte, ikke lige lagde helt, hvor jeg huskede. Så ved det første sted jeg ville sidde, var der 40 meter hen til den store veksle, frem for de 20, jeg huskede, og desuden var vinden helt modsat af mine "beregninger". 

På grund af den dårlige planlægning besluttede jeg ret hurtigt, at jeg ville bruge morgenen på at liste mig stille rundt på reviret, om ikke andet, så bare for at få en opdatering på, veksler, fejninger, skrab, osv. 

Da jeg var nået rundt på hele området, og desuden havde siddet en halv times tid og holdt øje med en lovende lysning uden held, besluttede jeg mig for at liste ned mod bilen igen. Inden da skulle jeg dog liiige ned og tjekke noget tæt bevoksning i en gammel urørt have, for det kunne jo være, at der var en fejning eller to, som kunne indikere hvor slaget skulle stå, den samme aften.

Det var her jeg lavede dagens første fejl, for jeg tog nok lidt for afslappet på det, da jeg egentlig havde bestemt mig for, at jagten var forbi for denne morgen. Derfor luntede jeg mod krattet, i et tempo mange gange hurtigere, end det anbefalede for en buejæger. Resultatet af dette blev, at jeg halvejs nede i krattet overså en gren på tykkelse med en grillpølse, måske en langelænder, for bukken kunne ihvertfald kende knækket, da jeg trådte på den. Bukken havde ligget ikke meget mere end 15 meter fra mig, og var nu hastigt på vej uden for skudhold, han standsede op 40 meter fra mig, og så ud som om, at han godt vidste, han var i sikkerhed, før han stille traskede ud af området.

Dette markerede enden på min morgenjagt, og jeg kørte hjem og fik en tår kaffe med min far, inden vi sammen kørte til bukkepral i den lokale jagtforening. Her lå der en 8-10 rigtig flotte bukke på paraden, og forventningerne for resten af sæsonen blev derfor lige hævet en ekstra tand.

 

Aftenjagt - en gentagelse af morgenjagten

Aftenjagten udviklede sig i starten lige så stille og roligt som morgenen havde gjort det. Dette ændrede sig, da jeg endnu engang blev grebet af lysten til at tjekke om bukken stod i haven. Det gjorde han, og han så mig endnu engang før jeg så ham, så også aftenjagten blev en nitte.

Nu håber jeg, at jeg har lært lektien, og så holder jeg mig fortrøstningsfuld, for jeg har trods alt været på skudhold af en buk på mine to første jagter med buen. Næste gang ser jeg ham først.

Knæk og bræk, 

Rasmus Nielsen

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar

Vær venligst opmærksom på at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.